Om Peter Husted

PETER HUSTED

Om kunstneren


Peter Husted viser sine rå, upolerede og stærkt ekspressive billeder i sit eget galleri, Galleri B52.

Peter jonglerer med farverne og får dem til at vibrere på en ganske særlig måde en effekt han udelukkende skaber med paletkniv. Han gemmer symboler og figurer i sine billeder, som man først opdager ved nærmere eftersyn. Den rå styrke i hans værker spiller flot op til hans farvesætning, som i forening skaber næsten 3D agtige malerier.

Den direkte og rå æstetik i hans værker er præget af ekspressiv samtidskunst og fjernt fra gængse forestillinger om det harmoniske og kønne. Stærke, brudte farver og kraftige armbevægelser med paletkniven skaber spændende, stoflige kontraster, symboler og sære vilde skildringer.


Der er frustration, savn, sorg men også humor, glæde og ømhed i de sprælske billeder, der vil lyse op i enhver sammenhæng. Peter er autodidakt og har malet siden han var barn. Hans malerier tager udgangspunkt i hans egen dagligdag og kan ses som ekspressive billeder, der fremstiller hans indre følelser eller subjektive forståelse af verden. Han maler stofligt og hans pastose malerier vidner om et intuitiv, indre arbejde.


Man bliver på en stærk måde, draget ind i dybet på de omfangsrige malerier og kan igen og igen finde nye elementer.


Peter giver oftest ikke sine malerier titler, fordi han mener det fratager beskueren rejsen ind i billedet. Hvordan billedet skal vende er også op til billedets nye ejer, den fornøjelse skal ejerne selv have, mener han. Han siger: Det kan jo ikke nytte noget, at jeg kan se en hund, for bare at tage et eksempel, hvis den nye ejer kan se et landskab, hvis man vender det om. Jeg  har malet en oplevelse i mine billeder og giver dem videre til et liv i nye omgivelser. Hvordan ejerne fortolker det, er deres personlige oplevelse og på den måde bliver de nye ejere en del af maleriet.


Kig ind i galleriet, det er en oplevelse værd.


Billedkunstner Gitte Toft, Galleri Skagen

www.galleri-skagen.dk